Berthe Qvistgaard, Berthe Viola Rehling Qvistgaard, 11.8.1910-23.10.1999, skuespiller, rektor ved Statens teaterskole. Født i Kbh. Efter studentereksamen fra Falkonergaardens gymnasium 1929 gennemgik Q. 1931-33 Det kgl. teaters elevskole og fik 1933 sin debut på dette teater i Peter Freuchens Osakrak. Et par roller på Dagmarteatret 1935 – bl.a. i Bjarne Henning-Jensens De gode dage og især i James Bridies Mens præsten sover – henledte for alvor opmærksomheden på hendes talent: i det ydre måske mere karakteristisk end egentlig køn, med en stemme hvis hæse eller kælne klange hun efterhånden lærte at beherske både virtuost og vittigt. Hun virkede fra starten som en udpræget moderne type – ikke bare på teatret, men også på filmen fx i Giftes – nej tak, 1936. Og hendes talents særart og spændvidde tillige med dets stærke erotiske udstråling gjorde det naturligt at en sammenligning med den unge Betty Nansen trængte sig på.