Utrolig, ja. Surrealistisk, bestemt. Sand? Hvem ved. Trods dét, at Graham Chapman døde for et kvart århundrede siden, er han hoveddrivkraften bag dette grafiske sammensurium af Monty Python’ske betragtninger. Flankeret af de originale ”Python’er” John Cleese, Terry Gilliam, Michael Palin og Terry Jones (alle undtagen en vis Eric Idle, bevares) samt en god håndfuld gæstestjerner, leverer Chapman et farvefyldt patchwork af sit livs op- og nedture i denne animationskomedie, som måske ikke er helt tro mod virkeligheden, men 100% i Monty Pythons ånd.